Mont Blanch

Sommeren 2003 stod i friluftslivets tegn. Jeg tog til Chamonix i de Franske alper. Her blev jeg indlogeret på Pensionat Belevue, et lille hotel ejet af bjergguide og Everest bestiger Asmus Nørreslet, en ung erfaren entusiastisk bjergbestiger og alpin skiløber, Vi var en flok på 11 der ville prøve kræfter med Europas højeste bjerg, Mont Blanc, der skulle en del forberedelser til hjemme fra. Div. Tøj og udstyr skulle købes og passes til.  Alpine vandrestøvler skulle gåes til, det foregik oftest på stranden lidt nord for Aarhus, hvor man kunne se mig gå i store tykke stive vinterstøvler midt om sommeren, mens der lå badenymfer og strandløver hele vejen langs stranden. Sikkert et ømt syn. Jeg lejede det mest specielle udstyr i Chamonix, da det ville blive for dyrt at købe det hele, og sansynligheden for at bruge det igen var ikke ret stor. Steigeisen, isøkse, reb og klatreudstyr er ikke lige det man kommer til at bruge mest her i Risskov området.

               Vi havde mange timer på Gletcherne omkring Mont Blanc for at lære at gå på Steigisen (nogle store pigge 3-4 cm lange som man spønder fast under støvlerne) Det var sjovt og anderledes at gå på meget stejle isbeklædte overflader uden at glide. Vi fik også en del rednings træning. For der var stor risiko for at en snebro kollapsede mens der var en som krydsede den. Det var en god fornemmelse at mærke hvordan rebene uden problemer kunne holde en. Og utroligt hvor nemt det egentlig var at trække en person op af en sprække når bare man gjorde det rigtigt. Men fejl kunne være fatale, og derfor øvede vi igen og igen for at vi alle viste hvordan det skulle gøres, det var jo ikke lige sikkert at det var MIG som røg i hullet men måske var det guiden, og så skulle vi andre jo vide hvordan vi fik ham op igen.

              Det var en fantastisk oplevelse at sidde på en lille klippeafsats i en højde af 2600 m.o.h. Og bare se ud over det snedækkede bjerglandskab, og drikke frisk nylavet kaffe brygget på en Trangia, nyde den sammen med stilheden og solen som er på vej ned bag bjergene. Forestil dig at ligge i en ”varm” sovepose i en lille uisoleret hytte, med udendørs temperaturer lige omkring de 8 minusgrader. Og nyde udsigten gennem den store døråbning. (der var ingen dør i hytten) Alle de funklende stjerner som er strategisk placeret på himlen. Stjernerne ses placeret ens i forhold til hinanden, uanset hvor på den nordlige halvkugle man står, dog med en vis rotation i forhold til nord stjernen alt efter klokkeslæt. Stjernerne kan faktisk sagtens bruges til at finde vej med, nok lidt svært at benytte i en by men man kan altid regne med retningerne, Hvor er Nord.

Oplevelsen var helt ubeskrivelig, en fantastisk rolig, behagelig og kold nat i soveposen, men bestemt ikke for kold til at være en fornøjelse.

Efter nogle dage i bjergene, med dagligt arbejde og overnatninger, for at vores kroppe kunne vænne sig til den tynde luft som vi indåndede, så lykkedes det os at blive klar til den store udfordring. Dagen kom, og vi startede tidligt om morgenen med et stort solidt morgen måltid i pensionat Belevue, før vi kørte til den sydlige del af Chamonix, hvor vi tog bjergbanen op mod Mont Blanc fra syd-vest. Toget var virkelig en gammel skrammelbunke, og alt rystede og raslede. Men sådan skulle det jo nok være, ”så længe det knirker så holder det” Mens vi sad her i vognen på vej op af bjerget virkede det slet ikke så slemt, toppen var jo lige der oppe og det var jo egentlig ikke ret stejlt. Men den lette del af turen stoppede næsten hurtigere end den var begyndt, og vi måtte forlade toget lige der midt på det stejle bjerg. Ingen station eller noget, skinnerne gik bare ikke længere, og så var der jo kun os selv til at slæbe på alt det grej og udstyr vi havde slæbt med. Nu var man glad for at man havde begrænset sig og ikke havde mere med end at det hele kunne være inde i rygsækken. Spørgsmålet var bare om det var et klogt valg at begrænse sig? Man kan jo ikke forudsige vejret på bjerget hjemme fra.

               Vi havde ikke gået mere end ca. 20 min før den første begyndte at snakke om at ville holde pause, men vi fik kæmpet os længere og længere op af bjerget, med små indlagte drikkepauser, og efter ca. 3 timer tog vi et længere hvil, med frokost, som bestod af sandwichs vi havde lavet hjemmefra om morgenen, og en masse frisk lavet kaffe. Godt man har sin Trangia Med. Efter en god pause på ca. 50 min. gjorde vi klar til at fortsætte videre op mod vores overnatnings sted, som lå endnu et godt stykke op af bjerget. Det tog lang tid at gå og bjerget var meget stejlt, og vi var endnu ikke nået op til snegrænsen. Derfor var det også ulideligt varmt her, der var ingen vind og solen bagte ned på os og varmen reflekteredes tilbage mod os fra de stejle klipper. Flere gange måtte vi bruge hænderne til hjælp for at komme op over store klippestykker der lå ud over det som mindede om en sti, Det var ikke muligt bare at gå, vi var tvungen til hele tiden at følges, for der var ikke plads til at overhale hinanden. Det gjorde det bare endnu mere hårdt at man ikke kunne holde sit eget tempo, men hele tiden skulle tage hensyn til alle omkring en, Og hvis den foran lige drejede sig lidt hurtigt kunne man regne med at få dennes rygsæk lige i ansigtet, eller hvis der blev sparket lidt hårdt i underlaget kunne en lille sten løsne sig og men ville næsten helt sikkert blive ramt at den, eller en af dem længere nede ville blive ramt. Det virkede ikke som om vi kom nærmere vores overnatningssted, det var som om vi gik i zig zag og at der blev længere og længere til vores endelige mål.

Da vi nåede op til snegrænsen var der et stort fladt område, her stoppede vi igen og lavede noget kaffe og nød udsigten ned over Chamonix og bjergene som tordnede sig majestætisk op i horisonten hele vejen rundt.

               Mens vi sad her og nød stilheden og kaffen, hørte vi pludselig en buldrende larm, og vi troede at det var begyndt at tordne, men vi blev hurtigt klar over at det ikke var torden. I retningen af hvor lyden var kommet fra kunne vi kort efter se store støvskyer strække sig ned af bjergets side, Og så igen hørte vi larmen, og denne gang kunne vi se at det var store klippestykker som havde revet sig løs og derved styrtede ned at bjerget, og på deres vej ned ramte de flere andre klipper som også buldrede ned af. Vi sad og betragtede dette store natur fænomen, ingen af os sagde rigtig noget til hinanden, vi var godt klar over situationens alvor. Det var den vej vi skulle, bare tanken om at vi skulle tæt forbi de store klipper som buldrede ned af bjergsiden, det lignede nærmest køleskabe og krummefrysere i stor rutsjetur. Vi var godt klar over at bjerget nu var meget usikkert at færdes på. Og beslutningen, om at risikoen ved at fortsætte, var ikke sværd at tage, dog var vi ærgerlige og skuffede over at bjerget og naturen viste sig fra denne voldsomme og barske side. Vi havde jo alle øvet, trænet og forberedt os på den store oplevelse det ville være at stå på Europas højeste top og nyde solens første stråler kigge frem over bjergene i horisonten.

Nedturen, ja det var jo en nedtur i mere end en forstand, gik utrolig hurtig. Jeg husker egentlig ikke noget fra den, nok fordi vi ikke snakkede sammen eller stoppede op for at holde pause. Vi gik bare og skuffelsen over ikke at komme på toppen blev stører.

               Da vi var kommet tilbage til Valorcine og havde smidt vores grej op på værelserne, skulle vi jo ha fundet alternative udfordringer og oplevelser vi i stedet for kunne begive os ud i dagen efter. Et par stykker ville slappe af og ind og ose lidt i Chamonix. Andre ville ud og prøve is klatring, dog blev det ikke til rigtig is klatring da vandfaldene ikke var helt tilfrosset mere, men de klatrede i stedet for i nogle gletscher spalter.

Jeg selv ønskede en lang og hård tur, gerne med store udfordringer. Asmus arrangerede de forskellige ønsker med de franske guider og instruktører som han havde samarbejde med. Han selv tog min udfordring op og vi blev enige om at vi meget tidligt næste morgen (da det var en heldagstur) skulle tage til Italien hvorfra vi skulle traversere (det vil sige gå) tværs over et stort gletscher område. 3 gletscher samledes i det område, og derfor var der mange åbne spalter, de var dybe og sorte, man ville uden problemer have kunnet placeret 2 stk. busser oven på hinanden uden at de ville ha raget op over kanten af sprækken, nogle steder var der en lille ”snebro” på kun ca. 30 til 50 cm bred og omkring 2 til 3 meter lang, det var ikke det sjoveste at krydse sådan en åbning.

Vi havde et reb bundet imellem os og var iført seletøj, hjelm og de berømte steigisen, og så vores rygsække med ekstra proviant og tøj, så vi kunne klare at blive overrasket af vejret på bjerget, vi havde så vi kunne klare en overnatning i kulden. Vores tur gik hurtigt og sveden piblede frem på vores pander, og ryggen var våd af sved. Vi gik ikke roligt frem, kun i områder med opståkende isflager og sprækker satte vi farten ned, ellers gik vi som om det var et kapløb mod de få øvrige vovehalse og eventyrlystne vandrer som vi mødte på gletscheren.

               Da vi langt om længe, men alligevel flere timer før end Asmus havde regnet med, havde krydset det store åbne ishav med de 3 store gletscher sammenløb, var vi ved foden af Aguille de Medi. Her spurte Asmus mig om hvordan jeg havde det, jeg kunne kun sige at jeg da havde det fint dog havde jeg lidt kolde ører og næse, og kunne mærke adrenalinen i mine ben, de dirrede når jeg stod stille. Han spurte så om jeg var mentalt klar på den sidste store udfordring? En nærmest lodret klippevæg der skulle forceres, eller om jeg hellere ville gå af ”normal” ruten som var en ca. 800 meter bakkekam der førte nede fra Gletscheren og op til Aguile de Medi. Der var ingen klatring bare gå gå gå op op op men nej, jeg var frisk og klar til at lege edderkop. Klippen skulle klares og jeg glædede mig til at prøve det. Det var første gang jeg skulle prøve rigtig klatring, og derfor skulle alt instrueres forklares og kontrolleres. Det gav Asmus et ekstra pres da han nu havde en klatrer med uden nogen form for erfaring.

               Asmus har tidligere besteget mange af verdens store og frygtindgydende bjerge, han har bla. været flere gange på Mont Everest, både som guide og instruktør, men også som sikkerheds mand for filmindustrien. Så jeg var helt tryk ved at lade ham tage de beslutninger som skulle tages, og at han kontrollerede alt. Jeg blev også nød til at stole på at når han sagde at jeg skulle placere min højre fod på den klippestykke der og min højre hånd i den sprække, og når jeg så slippede grebet med min venstre hånd og lagde vægten over på højre fod skulle jeg gribe fat i sprækken med min venstre hånd ca. 30 cm over min højre hånd, Ja så blev jeg også nød til at gøre det. Her i denne stilling skulle jeg nu løfte min venstre fod næsten helt op til hoften for at finde et brugbart sted at placere foden. Det var en smule ubehageligt, for man kunne ikke se stedet hvor foden skulle placeres, i det der var et lille klippefremspring som spærrede udsynet ned til mine fødder. Men hvis man derimod kiggede sig over skulderen og ned, var der ikke noget som spærrede for udsigten. ”ikke kigge ned” kom det promte fra Asmus, Han viste godt at udsigten fra denne stilling kunne tage lysten fra enhver begynder i klatringens fysiske og akrobatiske kunnen. Det lykkedes mig at komme forbi det lille fremspring og op til en lille afsats, hvor vi lige netop kunne side begge to. Asmus forklarede mig at, nu kom vi til en af de mere spændende stykker som skulle passeres. ca. 8 til 10 meter lodret glat klippe væg, der var kun en lille revne på 2 til 3 cm brede og så gik revnen lodret. Her i denne revne var det nødvendigt at sætte små ”friends” i for at kunne komme op. Det er en lille slags låsende kile hvor man kunne klipse en slynge i og så bruge dem som stige. Det var ikke beroligende at tænke på at hele min vægt blev placeret i sådan en lille friends den var jo ikke ret stor. ca. 15 til 20 cm lang og egentlig meget tynd. Efterhånden som man fik sat en friends mere i og foden op i slyngen til den og kom endnu en 40 til 50 cm op gik det nu meget godt, det kunne holde. Man skulle nu bare huske at få dem pillet ud igen som man kom længere op, ellers var de jo mistet for vi skulle jo ikke tilbage igen.

               Mens vi hang der på vægen kom der en helikopter lige ind over hovedet på os, vi kunne mærke vinden som den pressede ned af med sine enorme rotorer. Den hang stille lige overklippen. Vi kunne ikke se den mere, men klart fornemme at den var meget tæt på. Asmus mente at det kunne være en klatrer som var kommet til skade eller var blevet dårlig. Vi kom fint op og det var fantastisk at stå på den øverste sten og kiggede ud over det enorme område jeg havde bevæget mig igennem siden engang tidligt om morgenen. Det store Platou hvor gletsjerne samledes, strakte sig langt ud i horisonten. Det var næsten ikke til at fatte at man i morges var i Italien. Og nu var man igen i Frankrig lige ved siden af Mont Blanc, Her fra ser Mont Blanc ud til at være meget lettere at komme op på end den voldsomme klippe formation vi lige har klatret. Men det fandt jeg desværre aldrig ud af. Da vi kravlede over rækværket ind til Aguille du Medi (en turist attraktion som er bygget på toppen af bjerget) blev vi mødt at mange turister fra mange steder i verden, de stod med deres kameraer og tog det ene billede efter det andet af os. Sjovt.

Vi gav os god tid til at nyde udsigten og se vores rute.

Klokken var endnu ikke blevet 13.30 så det var gået rigtig godt, og Asmus mente at det måtte være den hurtigste tur han havde haft fra Italien til Aguille du Medi.

Meeen vi holdte jo heller ingen pauser!